Falanks

1. Falanks (græsk, flertal falanger), et finger- eller tåled.

2. Falanks, en tæt sluttet formalion, særlig anvendt af grækerne. Dens oprindelse føres tilbage til den trojanske Krig, hvor grækerne skal have kæmpet i dybe hobe. Geleddernes antal var vekslende, sjældent færre end 8 og sjældent flere end 16. Falanks fik sin største udvikling under Epaminondas og Filip af Makedonien.

Den makedoniske falanks udgjorde cirka 4.000 mand og har formentlig været inddelt i 16 underenheder (syntagmer) á 256 mand, opstillede på 16

geledder. Syntagmet inddeltes igen i mindre enheder. Falanksens højre fløj regnedes for den fornemste, og på denne havde falanksens øverstbefalende sin plads. Når angreb skulle iværksættes, rykkedes frem i taktfast march under afsyngelse af slagsangen. Cirka 250 skridt fra fjenden fældede de forreste geledder de meget lange spyd, mens de bageste lagde spydene på de forrestes skuldre, for derved tillige at dække mod virkningen af fjendens projektiler; de styrtede derefter løs på fjenden, og man søgte ved stødets kraft at afgøre kampen.

Falanks kunne vanskeligt drage nytte af terrænet og ikke bevæge sig længe uden at komme i uorden; den var derfor en mindre god angrebsform, der bukkede under for den mere smidige romerske legion.